Sidste Hialmar-bog!

Skitserne til den sidste bog om Hialmar "Det største kald" er så småt ved at tegne sig på skrivebordet, og jeg researcher vildt og inderligt! Det har vist sig overraskende besværligt, for hvor jeg i anden bog (som nu er under redigering) kunne frådse i detaljer omkring kong Henry d. Femte, findes der kun yderst sparsomme oplysninger om Erik af Pommerns gøren og laden lige netop i de år, jeg skriver om. Jeg higer og søger i gamle bøger og render eksperter og biblioteker på dørene, og omsider begynder jeg at føle mig tilstrækkelig hjemme i begivenhederne til at kunne ride med Hialmar igen indenfor en nogenlunde overskuelig fremtid. Medmindre jeg når at ramle ind i skolernes sommerferie forinden, ha ha, for med fire børn kommer det til at gå op i kanotur, sommerhus og svigermor på landet, og så må Hialmar vente lidt.
Men skulle nogen af jer vide noget interessant om år 1416, så lad mig det endelig vide! Jo flere finurlige detaljer, jo bedre :-)

Om Den historiske roman.

Hvad skal vi med den historiske roman, og hvad gør den ved os?

Er den en formidling af historien eller en fortælling af historier?

Skal den belære og oplyse, eller skal den mest underholde og berige?

Hvilke kriterier må man som forfatter underkaste sig, som er anderledes, end hvis man skriver en moderne roman, og hvor meget kan man tillade sig?

Hvordan kan en nutidig forfatter overhovedet påstå at vide, hvad der rører sig inde i det historiske menneske, og skal man tilstræbe at gøre personerne sympatiske og forståelige, eller skal man tillade dem at agere autentisk og så håbe på, at læserne ikke løber skrigende væk?

Dette og meget mere kommer jeg uddybende ind på, når jeg holder foredrag om mit forfatterskab og den historiske tilgang til at skrive romaner.

Som forfatter har jeg bevæget mig fra vikingetid til senmiddelalder, og disse tidsaldre er så forjættende, fordi vi har tilstrækkelig dokumentation til at kunne genopleve perioden meget tæt på virkeligheden, men stadig mangler så tilpas meget, at der er god plads til ”lejrbålenes, sagaernes og eventyrenes tid”.

;-D

Susanne

Den højeste ære for en ridder vindes kun i krig! Allerhelst udenfor rigets grænser, thi da påtager man sig de største farer og tungeste anstrengelser

Den unge ridder Hialmar Gunwardsøn bliver i år 1415 sendt til England af sin nye herre, kong Erik af Pommern. Her ruster kong Henry den femte sig til krig imod arvefjenden Frankrig. Hialmar slutter sig til hæren i følgeskab af sin trolovede, Arina, samt væbneren Erland, kammerpigen Hedvig og pagen Guster, og han får brug for al sin styrke og udholdenhed for at leve op til ridderstandens krav om vilje, evne og mod.

Kong Henrys tro på sit hærtog er ukuelig, men fjenden er mægtig, selvom den franske adel er dybt splittet af interne stridigheder. Bristede idealer og skæbnesvangre beslutninger, krigens nationale triumfer og tragedier river alt og alle med sig. Mens venskaber knyttes og troskab og loyalitet bliver afprøvet til det yderste, får Hialmar stadig sværere ved at forsvare sin elskede Arina og bære ansvaret for sine valg.

Der er langt fra historierne om kong Arthur til det virkelige ridderliv.

Om "De gyldne sporer"

Jeg har altid elsket riddere!Som stort barn og ung var filmen om Ivanhoe ren kult, og jeg slugte Anthony Andrews lyse hår, lidende blik og høviske opførsel mange mange gange.

Hialmar er født af min egen kærlighed til ridderuniverset, men det krævede hårdt arbejde at nå frem til trilogiens begyndelse.For at sætte sig ind i en anden tid og en anden mentalitet må man først slippe sin egen. Jeg begyndte at møde ridderne gennem deres egne ord og deres egne drømme, altså gennem de gamle samtidige historier. Løveridderen, Parzeval, Tristan og Isolde, kong Arthurlegenderne, Jean de Saitré, Canterburyfortællingerne, Jaufré Rudels sange, anekdoter, latinske læsebøger, helgenlegender, frække historier, Geoffroi de Charnys bog om ridderlighed, Talhoffers og Liechtenauers gode råd og kampmanualer osv. osv.

Hvad skrev de selv? Hvilke råd gav de hinanden? Hvad sværmede de for? Hvad var deres moral og idealer og drømme?Jeg ville skabe en historie, som de selv ville have skabt den, men jeg ville videreudvikle den og fange dem i brydningstiden mellem riddertidens svanesang og den gryende renæssance. Hialmar måtte via sin gamle lærermester have rod helt tilbage i Valdemar Atterdag og de gamle ridderdyder, men han måtte selv stilles overfor den begivenhed i anden bog, som mere eller mindre tog livet af den klassiske ridder.Efter bekendtskabet med de gamle middelaldertekster tog jeg den vandte tur rundt til børnebiblioteket, voksenbiblioteket, eksperterne og nørderne, og bogstablerne voksede, mens skufferne bugnede af udskrifter, intet måtte forglemmes eller overses.

Trilogien skulle opbygges i tråd med de ægte ridderromaner, og den tids dilemmaer skulle sætte skub i handlingen. Først skulle Ridderen og hans tid og liv ind under huden, og så skulle Hialmars genvordigheder blandes ind i danmarkshistorien og senere hen den større europæiske historie.Ligesom i min saga om Arnulf var det afgørende vigtigt for mig, at Hialmar skulle fødes ind i sin tid, og ikke være et produkt af vores moderne forestillinger om den eller blive offer for diverse forsøg på at tillempe ham nutidige forventninger.Historien skulle have ham som midtpunkt, men han skulle ikke stå alene. Væbneren Erland, jomfru Arina, kammerpigen Hedvig og pagen Guster skulle følge med ham, altså et femkløver bestående af to mænd, to kvinder og en dreng.Og ikke alt alt skulle drukne i ridderære og turneringer. Søborg i nordsjælland, balladen i Sønderjylland, hansaen i Lübeck og striden mellem de skiftende handelsråd, kong Erik af Pommern, der overtog tre riger efter sin mor, dronning Margrethe, storpolitik og hundredeårskrigen måtte med, og genvordighederne er langt fra til ende!Netop nu har jeg lige påbegyndt redigeringen af anden bog, "Den højeste ære", som på mange måder bliver anderledes end den første bog, og der er rigtig meget at glæde sig til :-)

At Hialmar blev slået til ridder hin forårsdag år 1415 skyldes alene de begivenheder, han skulle komme til at deltage i, så såre han havde bevist sit værd og vundet en kvindes kærlighed og en konges gunst.Den gamle ridderhelt Geoffroi de Charny skrev til de vordende ridderspirer, at den fuldkomne ridders tre egenskaber var at have viljen til at gøre det gode, at have evnen til at gøre det gode, og at have modet til at gøre det gode. Viljen, evnen og modet. Og hvor havde han dog ret, for gælder den sætning ikke i rigtig mange af livets forhold?Begejstring er rigdom, og kun den, som sætter sejl, fanger vind!

Susanne Clod Pedersen