Susanne Clod Pedersens blog

"Det største kald" er ude!

2009-10-21T21:53:00.002+02:00

Så udkom endelig "Det største kald", og Hialmar var så heldig at komme på rundtur i Danmark som dagens historie på Post Danmarks reklameomslag med et foto af mig i fuld rustning!
Men da jeg ikke hedder Bernard Cornwell, har anmelderne ikke ligefrem stået i kø for at vurdere MIT Azincourt og den videre historie, men det må jeg nok finde mig i.
Tilgengæld er min hjertekjære husbond blevet udnævnt til ridder af Dannebrog, så nu kan jeg meget passende med fuld ret kalde mig for fru ridderinde :-D
I den anledning fik jeg lov til at stå udenfor og vente sammen med livgarden, mens min elskede var i audiens - og hvad kunne han derefter fortælle? At Hendes Majestæt da skam havde læst Arnulf med meget stor begejstring og havde givet den videre til kronprinsen! Tænk engang! Jeg forestiller mig hende siddende på Amalienborg med et slumretæppe over knæende og Arnulf i skødet - 600 sider - ÅH, hvor jeg elsker vores regent og i al fremtid vil værne hendes ære med min egen ;-)
Og vikingespillet er færdigt til Frederikssundsvikingerne, og jeg glæder mig helt umådeligt til, hvad der kommer ud af det. Det bliver vildt skægt!
Arnulf klarede sig fint på den nys overståede bogmesse i Frankfurt. Lige nu er fire udenlandske forlag ved at granske ham lidt nøjere, og jeg bider negle og prøver at drømme udenom. Alle er altid vældig entusiastiske efter sådan en bogmesse, men så melder hverdagen og virkeligheden sig igen. Faktisk ligger han også på en berømt dansk filminstruktørs natbord, men om det engang skulle ende i en film er meget usikkert. Film koster penge.

2009-06-16T09:48:00.002+02:00

SIDSTE HIALMAR-BOG: "DET STØRSTE KALD" UDKOMMER D. 25 SEPTEMBER 2009!!!

2009-06-14T17:41:00.002+02:00

ARNULF - VEULF SOM VIKINGESPIL I FREDERIKSSUND!

Nu er der nyt om Arnulf!
Vikingespillene i Frederikssund har bedt mig om at lave to vikingespil over Arnulf og Veulf, som skal opføres i år 2010 og 2011 (hvor vikingespillene kan fejre deres 60 års jubileum). Det har jeg naturligvis sagt ja til, og jeg glæder mig enormt over opgaven, og det gør Arnulf også :-)
Lige nu sidder han og jeg over bordet med mjød i krusene og planlægger slagenes gang, og vi griner meget begge to. At transponere en bloddryppende saga om til et familievenligt amatørteater kræver selvsagt en fri og nu og da humoristisk tilgang til romanerne, og det bliver svært at lave det store søslag imellem jomsvikingerne og Hakon Jarl - men det KAN jo hænde, at vikingerne beslutter sig for at kæmpe på land anno 2011 til ære for publikum.
Og mangler jeg to rigers flåder af langskibe, så råder jeg tilgengæld over mere end 100 medvirkende, heste, geder, grise, alle aserne, et vølvekor, ild, en komponist og en scene, der er større end nationalscenen og what ever jeg finder på, yeeehaaaahh ;-D

Så - kryds i kalenderen og smør madkurven! Det bliver ... SKÆGT!!!

2009-02-28T16:57:00.001+01:00

NU er sidste punktum sat i sidste Hialmar-bog "Det største kald"!!!
Jeg håber på udgivelse omkring august :-D

"Det største kald"

2009-01-17T23:02:00.002+01:00

Nu er "Den højeste ære" udkommet, og jeg arbejder intenst på slutningen af den sidste bog om Hialmar: "Det største kald". Jeg gjorde mig mange tanker om, hvad der skulle til for at trumfe slaget ved Azincourt, men de største klimaks i livet er ikke altid de ydre - det er de indre!
Hialmar har fulgt sin overbevisning og været sin idealisme tro, men i "Det største kald" fanges han i magtspil og bedrag, som ingen våbensnilde og ridderære kan redde ham fra. Han vender hjem, som enhver ung mand altid er vendt hjem fra enhver krig, og kong Erik af Pommern kan bruge ham. Men selvom verden har forandret sig efter Azincourt, er det hverken konger, intrier eller grænsekrige, der bliver hans største udfordring. Det er ... Det største kald!"

"Den højeste ære" er lige på trapperne.

2008-10-09T13:09:00.002+02:00

Lige straks udkommer Den højeste ære, og jeg glæder mig!
Den er blevet rigtig flot, og den er simpelthen så dramatisk, at bogen KAN eksplodere imellem hænderne på læseren, så ned med visiret og på med panserhandskerne!
Og det går rigtig godt med sidste bog, som jeg nu er halvvejs med. Jeg tror, det lykkes at trumfe trilogiens foreløbige klimaks, selvom jeg havde en tid, hvor jeg spekulerede meget på, hvordan Tolkien mon havde det efter slaget ved Helms kløft? At lægge så massiv en begivenhed som denne - eller som jeg gør det: Slaget ved Azincourt - i midten af en trilogi, giver forfatteren en værdig udfordring, men de mennesker, som læser med på sidste bog, har alle kuglerunde øjne og råber efter mere.
Det er utroligt spændende og drænende at samle alle trådene i så vældig en historie og spænde relationerne til det yderste, og det føles som at stå og hukke en katedral ud af et marmorbjerg og bare mangle de sidste kupler...

Sidste Hialmar-bog!

2008-05-27T11:08:00.002+02:00

Skitserne til den sidste bog om Hialmar "Det største kald" er så småt ved at tegne sig på skrivebordet, og jeg researcher vildt og inderligt! Det har vist sig overraskende besværligt, for hvor jeg i anden bog (som nu er under redigering) kunne frådse i detaljer omkring kong Henry d. Femte, findes der kun yderst sparsomme oplysninger om Erik af Pommerns gøren og laden lige netop i de år, jeg skriver om. Jeg higer og søger i gamle bøger og render eksperter og biblioteker på dørene, og omsider begynder jeg at føle mig tilstrækkelig hjemme i begivenhederne til at kunne ride med Hialmar igen indenfor en nogenlunde overskuelig fremtid. Medmindre jeg når at ramle ind i skolernes sommerferie forinden, ha ha, for med fire børn kommer det til at gå op i kanotur, sommerhus og svigermor på landet, og så må Hialmar vente lidt.
Men skulle nogen af jer vide noget interessant om år 1416, så lad mig det endelig vide! Jo flere finurlige detaljer, jo bedre :-)

Om Den historiske roman.

2008-05-15T10:11:00.005+02:00

Hvad skal vi med den historiske roman, og hvad gør den ved os?

Er den en formidling af historien eller en fortælling af historier?

Skal den belære og oplyse, eller skal den mest underholde og berige?

Hvilke kriterier må man som forfatter underkaste sig, som er anderledes, end hvis man skriver en moderne roman, og hvor meget kan man tillade sig?

Hvordan kan en nutidig forfatter overhovedet påstå at vide, hvad der rører sig inde i det historiske menneske, og skal man tilstræbe at gøre personerne sympatiske og forståelige, eller skal man tillade dem at agere autentisk og så håbe på, at læserne ikke løber skrigende væk?

Dette og meget mere kommer jeg uddybende ind på, når jeg holder foredrag om mit forfatterskab og den historiske tilgang til at skrive romaner.

Som forfatter har jeg bevæget mig fra vikingetid til senmiddelalder, og disse tidsaldre er så forjættende, fordi vi har tilstrækkelig dokumentation til at kunne genopleve perioden meget tæt på virkeligheden, men stadig mangler så tilpas meget, at der er god plads til ”lejrbålenes, sagaernes og eventyrenes tid”.

;-D

Susanne

Den højeste ære for en ridder vindes kun i krig! Allerhelst udenfor rigets grænser, thi da påtager man sig de største farer og tungeste anstrengelser

2008-05-15T09:59:00.003+02:00

Den unge ridder Hialmar Gunwardsøn bliver i år 1415 sendt til England af sin nye herre, kong Erik af Pommern. Her ruster kong Henry den femte sig til krig imod arvefjenden Frankrig. Hialmar slutter sig til hæren i følgeskab af sin trolovede, Arina, samt væbneren Erland, kammerpigen Hedvig og pagen Guster, og han får brug for al sin styrke og udholdenhed for at leve op til ridderstandens krav om vilje, evne og mod.

Kong Henrys tro på sit hærtog er ukuelig, men fjenden er mægtig, selvom den franske adel er dybt splittet af interne stridigheder. Bristede idealer og skæbnesvangre beslutninger, krigens nationale triumfer og tragedier river alt og alle med sig. Mens venskaber knyttes og troskab og loyalitet bliver afprøvet til det yderste, får Hialmar stadig sværere ved at forsvare sin elskede Arina og bære ansvaret for sine valg.

Der er langt fra historierne om kong Arthur til det virkelige ridderliv.

Om "De gyldne sporer"

2008-05-15T09:50:00.004+02:00

Jeg har altid elsket riddere!Som stort barn og ung var filmen om Ivanhoe ren kult, og jeg slugte Anthony Andrews lyse hår, lidende blik og høviske opførsel mange mange gange.

Hialmar er født af min egen kærlighed til ridderuniverset, men det krævede hårdt arbejde at nå frem til trilogiens begyndelse.For at sætte sig ind i en anden tid og en anden mentalitet må man først slippe sin egen. Jeg begyndte at møde ridderne gennem deres egne ord og deres egne drømme, altså gennem de gamle samtidige historier. Løveridderen, Parzeval, Tristan og Isolde, kong Arthurlegenderne, Jean de Saitré, Canterburyfortællingerne, Jaufré Rudels sange, anekdoter, latinske læsebøger, helgenlegender, frække historier, Geoffroi de Charnys bog om ridderlighed, Talhoffers og Liechtenauers gode råd og kampmanualer osv. osv.

Hvad skrev de selv? Hvilke råd gav de hinanden? Hvad sværmede de for? Hvad var deres moral og idealer og drømme?Jeg ville skabe en historie, som de selv ville have skabt den, men jeg ville videreudvikle den og fange dem i brydningstiden mellem riddertidens svanesang og den gryende renæssance. Hialmar måtte via sin gamle lærermester have rod helt tilbage i Valdemar Atterdag og de gamle ridderdyder, men han måtte selv stilles overfor den begivenhed i anden bog, som mere eller mindre tog livet af den klassiske ridder.Efter bekendtskabet med de gamle middelaldertekster tog jeg den vandte tur rundt til børnebiblioteket, voksenbiblioteket, eksperterne og nørderne, og bogstablerne voksede, mens skufferne bugnede af udskrifter, intet måtte forglemmes eller overses.

Trilogien skulle opbygges i tråd med de ægte ridderromaner, og den tids dilemmaer skulle sætte skub i handlingen. Først skulle Ridderen og hans tid og liv ind under huden, og så skulle Hialmars genvordigheder blandes ind i danmarkshistorien og senere hen den større europæiske historie.Ligesom i min saga om Arnulf var det afgørende vigtigt for mig, at Hialmar skulle fødes ind i sin tid, og ikke være et produkt af vores moderne forestillinger om den eller blive offer for diverse forsøg på at tillempe ham nutidige forventninger.Historien skulle have ham som midtpunkt, men han skulle ikke stå alene. Væbneren Erland, jomfru Arina, kammerpigen Hedvig og pagen Guster skulle følge med ham, altså et femkløver bestående af to mænd, to kvinder og en dreng.Og ikke alt alt skulle drukne i ridderære og turneringer. Søborg i nordsjælland, balladen i Sønderjylland, hansaen i Lübeck og striden mellem de skiftende handelsråd, kong Erik af Pommern, der overtog tre riger efter sin mor, dronning Margrethe, storpolitik og hundredeårskrigen måtte med, og genvordighederne er langt fra til ende!Netop nu har jeg lige påbegyndt redigeringen af anden bog, "Den højeste ære", som på mange måder bliver anderledes end den første bog, og der er rigtig meget at glæde sig til :-)

At Hialmar blev slået til ridder hin forårsdag år 1415 skyldes alene de begivenheder, han skulle komme til at deltage i, så såre han havde bevist sit værd og vundet en kvindes kærlighed og en konges gunst.Den gamle ridderhelt Geoffroi de Charny skrev til de vordende ridderspirer, at den fuldkomne ridders tre egenskaber var at have viljen til at gøre det gode, at have evnen til at gøre det gode, og at have modet til at gøre det gode. Viljen, evnen og modet. Og hvor havde han dog ret, for gælder den sætning ikke i rigtig mange af livets forhold?Begejstring er rigdom, og kun den, som sætter sejl, fanger vind!

Susanne Clod Pedersen

PRESSETEKST: 1. bind af Hialmar-trilogien er udkommet

2008-04-15T11:33:00.005+02:00

”Vadmel og pjalter, perlestukne klæder og strudhætter i alle længder. Barbenede drenge løb om med løsgående svin og høns, og svajende drukkenbolte hujede ad løsagtige kvindfolk, mens hundene snappedes om benene på tyngede lastdragere. Kurve blev båret på hovedet, over armen eller på ryggen, og tjenestepiger og koner gjorde indkøb med småbørn i skørterne... ”

Året er 1415 og Hialmar Gunwardsøn slås til ridder i Søborg kirke.
Slægtsfejde, turneringsridt, fjendskab og hævn. Voldsomme og uventede begivenheder kaster den unge ridder ud i en hovedkulds flugt mod en større verden.

Hialmar vikles ind loyalitetskonflikter og storpolitik og må kæmpe for sin ære og sin kærlighed, men han står ikke alene. I følgeskab af jomfru Arina, væbneren Erland, pagen Guster og kammerpigen Hedvig udnytter Hialmar sine muligheder i en tid, hvor sværdet og lansen havde magt, og troskab var altafgørende – en tid, hvor de tyske købmænd fik stadig større politisk indflydelse, og hvor slægtens ære gik forud for menneskeskæbner og blodsbånd.

Hialmar-trilogien er inspireret af de gamle autentiske ridderberetninger og fører læseren dybt ind i selve riddersjælen."De gyldne sporer" introducerer læserne for riddertiden i Danmark i år 1415, hvor kongen, Erik af Pommern, ruster sig til krig mod holsternerne og hansaen i Lübeck og hvor resten af Europa er på vej mod renæssancen.

Hialmar udkom Torsdag den 13. marts 2008
Andet bind udkommer til efteråret med titlen"Den højeste ære"